Tawny
Type Portvin, som er læderfarvet ("Tawny"). Den “ægte Tawny” er ret lys med en meget stor bouquet og fornem blødhed -en perfekt ledsager til dessertkager, nødder, chokolade mv. Vinen starter sit liv med en dyb, næsten sort farve, men mister farven ved lagring på træfade i 8-10 år eller mere. I dag er det meste tawny dog "uægte" tawny, som er blandet af ung rød og hvid Port, som har lagret sammen på tanke eller træfade i mindst et år, men ofte 2 eller 3 år.
Tawny fås som 10, 20 og 30 årig -type. Portugals myndigheder forlanger ikke, at al vinen er lagret så mange år, blot at vinen -i type- har denne alder. Disse vine kan være fremragende eller ligegyldige, alt efter leverandør.
Colheita -årgang eller vintage på portugisisk- er tawny Port fra én årgang, fadlagret mindst 7 år før salg, men ofte fadlagret i 10 år eller 20 år eller endnu længere før tapning. Disse vine er for mange den fineste Port af alle.
Lagret tawny er iltet under lagringen og har derfor ganske lang holdbarhed efter åbning -ofte vil vinen bevare sin bouquet i flere uger eller endog i mere end en måned, hvis vinen opbevares køligt.




