Skruelåg vinder frem, som afløsning for korkproppen. I starten var det som resultat af, at korkforsyningen og korkkvaliteten var dalende og prisen stigende, men i dag er det i høj grad et bevidst valg, ud fra opbevarings- og kvalitetsmæssige kriterier. Både vinbonden, vinhandleren og forbrugeren slipper for risikoen for korksyge vine (kendetegnet ved at vinen dufter af sur karklud og gammel kælder).
Samtidig synes flere undersøgelser at påvise, at vinen holder sig friskere når den er tappet med skruelåg -og man minimerer behovet for svovl i vinen.
Det foretrukne system for skruelåg i dag er Stelvin, som er en dyr løsning, men som giver fremragende resultater.
I gamle dage blev kun billigere vin tappet med skruelåg, men dette er ikke tilfældet i dag, hvad nedennævnte liste viser. Som vinhandlere kan vi kun bifalde denne udvikling, og vi ser frem til, at endnu flere berømte vingårde tager skruelåg i brug, og at skruelågene snart får større udbredelse i de gamle europæiske vindistrikter. Der er håb forude. Den første Cru Classé Bordeaux fås nu med skruelåg og dele af Château Margaux' 2.vin er tappet med skruelåg. Så accepten af skruelågets kvaliteter er nået til de fineste slotte.